Slagsmålet om fattige børn og ydelser har potentiale til at udløse et efterårsvalg

S-regeringen leger med ilden, hvis den laver et forlig om kontanthjælpssystemet med deltagelse af blå partier uden om Enhedslisten. Omvendt kan Venstre se perspektiver i, at S tvinges til at lave forlig om ydelser og aktivering med venstrefløjen.

Umiddelbart så det lyst ud.

Da Ydelseskommissionen i sidste uge kom med sine anbefalinger, var Enhedslisten positiv og kaldte det ”et godt afsæt for videre forhandlinger”.
Men Enhedslistens beskæftigelsesordfører Victoria Velasquez havde ikke helt opbakning til den positive tolkning, og snart ændrede tonen sig.

Fra sidelinjen var en af partiets mest markante ideologiske profiler, Pelle Dragsted, anderledes skarp i sin kritik af udspillet, og i Enhedslistens folketingsgruppe var holdningen også mere kritisk.

Det er langt fra i alle sager, S-regeringen er nødt til at tage hensyn til de interne positioner i Enhedslisten. F.eks. kunne regeringen uden problemer indgå forlig om en grøn skattereform uden om Enhedslisten, og når det gælder rets- og udlændingepolitikken, er der en uudtalt forståelse om, at den slags laver regeringen med de blå partier.

Men børnefattigdom og økonomisk ulighed er en ganske anden sag. Her er vi inde og røre ved en af Enhedslistens røde linjer.

Strategisk markering
Mette Frederiksens venstresocialdemokratiske økonomiske politik er hovedargumentet for at holde S-regeringen i live for den pragmatiske del af Enhedslisten, når den bliver konfronteret med regeringens benhårde værdipolitik. Ryger det argument, bliver det farligt.

Det var ikke noget tilfælde, at Enhedslistens nye politiske ordfører Mai Villadsen kom med markeringer om netop ydelserne i sin tale til Enhedslistens virtuelle årsmøde i pinsen.

Villadsens udsagn var ikke voldsomt revolutionært, hun krævede blot, at der ”sker noget” med børnefattigdommen, men udtalelsen skulle ikke desto mindre ses som en strategisk markering af, hvor Enhedslistens røde linjer går.

Den etniske vinkel
Alt tyder på, at regeringens eget udspil vil lægge sig ret tæt op ad Ydelseskommissionens udspil. For regeringen er især tre hensyn vigtige: Der skal ikke være eksempler på, at det ikke kan betale sig at arbejde, ændringen skal ikke føre til et mindre arbejdsudbud, og højrefløjen skal ikke kunne sige, at der ”gives flere penge til arbejdsløse indvandrere”.

Det sidste element komplicerer forhandlingerne yderligere. Mens regeringen lægger vægt på, at der i Ydelseskommissionens udspil - som helhed - ikke gives en større sum til ledige med anden etnisk baggrund, har Radikale en helt anden holdning. Ifølge flere forhandlere vil Radikale netop tilgodese denne gruppe, mens SF og Enhedslisten gør en dyd ud af at agere farveblinde.

Det etniske aspekt begrænser regeringens forligsmuligheder. Der vil under alle omstændigheder kunne findes eksempler på ledige indvandrere, der får flere penge, og derfor vil det her være umuligt at erstatte Radikale med Dansk Folkeparti , som man kunne med ”Arne-pensionen”.

Aktivering af indvandrere
Derudover lå det i kommissoriet for Ydelseskommissionen, at selve øvelsen skal være udgiftsneutral. Det sidste kan der nok forhandles om, for det er reelt umuligt at få et forlig med SF og Enhedslisten, hvis ikke det midlertidige børnetilskud på 250 millioner som minimum indgår i puljen.

For regeringen ses spørgsmålet om ydelser i sammenhæng med planen om 37 timers aktivering af indvandrere, der er på kontanthjælp.

Begrebet ”indvandrere” skal her defineres nærmere. Regeringen vil gerne have en stor gruppe af kontanthjælpsmodtagere med anden etnisk baggrund til at blive omfattet, men det er i strid med konventionerne at lave en etnisk afgrænsning. Her kan man forestille sig kriterier som danskkundskab m.v. som et middel til at udvide gruppen af aktiverede til at omfatte flere end flot de nytilkomne.

Venstres interesse
Aktiveringsøvelsen kan regeringen formodentlig kun lave sammen med højrefløjen, og derfor synes den eneste farbare vej at være et todelt forlig: Et forlig om ydelser med det parlamentariske grundlag – og et forlig om aktivering af indvandrere med de blå partier. Enhedslisten vil skumle over det sidste, men vil efter alt at dømme nødtvunget acceptere det ud fra den pragmatiske logik, der generelt kendetegner partiet.

Problemet er bare, at det langt fra er sikkert, man kan få de blå partier med i den øvelse. I Venstre er holdningen, at skal man være med til aktiveringsdelen, så vil man også være med i et forlig om ydelser.

Venstre ser det ikke som et problem, hvis regeringen tvinges til at lave det hele med venstrefløjen. Det vil give de blå mulighed for at hamre løs på S-regeringen med beskyldninger om at løbe fra valgløfterne, hvis regeringen alligevel hæver ydelserne for arbejdsløse indvandrere.

Enhedslistens signaturreform
Det kan ligne en catch 22 for beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S). "Hummel" er kendt for at dyrke forholdet til ordførerne, og han er generelt vellidt, men det er ikke sikkert, det er nok. I denne sag står større og strategiske principper på spil.

Enhedslisten har ikke gjort op, hvad konsekvensen helt præcis bliver, hvis partiet ikke kommer med i et forlig om ydelserne. Som minimum bliver regeringens liv meget besværligt, men det er ikke utænkeligt, at partiet direkte trækker støtten. Slagsmålet om fattige børn og sociale ydelser har dermed potentialet til at udløse et efterårsvalg.

Det er muligt, at en reform af de sociale ydelser til fattige børnefamilier ”ikke er et prestigeprojekt for regeringen”, som Peter Hummelgaard udtrykte det i et interview. Men for Enhedslisten er det hjerteblod.

Forrige artikel Ydelseskommissionen har løst opgaven til UG - nu er det kun politik, som kan stå i vejen for reform Ydelseskommissionen har løst opgaven til UG - nu er det kun politik, som kan stå i vejen for reform Næste artikel Midten kommer ikke til at styre - for der er ingen midte Midten kommer ikke til at styre - for der er ingen midte
De unge er til klima, de ældre er til sundhed

De unge er til klima, de ældre er til sundhed

Der er stor forskel på, hvad vælgerne i forskellige aldersgrupper synes er vigtigt, men både unge og ældre har et skarpt blik for egne interesser. Integration og indvandring går igen som tema på tværs af aldersgrupper.